Formålet med forløbet er at finde det helt rette match mellem borger og dagtilbud, hvor både opgaver, interesser og støttemuligheder går op i en højere enhed.
Frem for at borgeren indskrives direkte i ét tilbud, giver vi borgeren mulighed for at prøve flere forskellige tilbud i snusepraktikker baseret på hans eller hendes interesser. Samtidig afklarer vi borgerens præcise støttebehov. På den måde er borgeren selv med til at vælge sit endelige tilbud samtidig med, at han eller hun får den rette støtte, til den rette takst i det endelige tilbud.
Forløbet vil typisk ende ud med, at borgeren indskrives i et dagtilbud efter servicelovens § 103 eller § 104. Alt efter borgerens støttebehov og interesser kan det dog også munde ud i, at borgeren får et løntilskudsjob på det ordinære arbejdsmarked.
Snusepraktikker
Forløbet består af en eller flere snusepraktikker i forskellige dagtilbud, der kan give borgeren et reelt billede af, hvordan det er at være i det pågældende tilbud. Vi tilbyder flere forskellige praktikker, men opstår det rette match allerede i første praktik, beskriver vi borgerens støttebehov på den baggrund, og borgeren bliver indskrevet i tilbuddet herefter.
Vores erfaring er, at tryghed og tillid mellem borger og konsulenter giver det bedste samarbejde. Derfor har vi ved de første møder fokus på at opbygge en god relation til borgeren. Når vi skal finde praktikker, lytter vi til borgerens ønsker og interesser. Vi sørger for, at borgeren lærer flere forskellige dagtilbud at kende i Storkøbenhavns kommuner.
Som konsulenter besøger vi borgeren i praktikken og samarbejder med det pædagogiske personale i tilbuddet.
Under afklaring af det rette tilbud til borgeren kan vi ikke levere timer, der svarer til en plads i et dagtilbud. Som konsulenter står vi for samtaler, koordinering af forløbet og etablering af snusepraktikker i dagtilbud.
Beskrivelse af støttebehov
På baggrund af samtaler med borgeren og praktikkerne udarbejder vi en detaljeret beskrivelse af borgerens støttebehov, skånebehov og funktionsniveau, som borgerens sagsbehandler kan bruge til at indskrive borgeren i det rette tilbud og på den rette takst.
Køberkommunen får på den måde en uvildig beskrivelse af borgeren, som kan bruges i forhandling med udfører af beskæftigelsesopgaven.